Status med webshoppen efter 6 ugers tid
Vi arbejder selvfølgelig videre med smykke-webshoppen, og der er godt nok meget arbejde. Status her 6 uger efter vi er gået i luften, er ca. som følger…
Først og fremmest er vi gået online i Norge! Det var lidt af en milepæl. Den norske shop adskiller sig fra den danske ved selvfølgelig at være på norsk, og derudover at alt betaling er baseret på Klarna. Klarna er oprindeligt et svensk firma, med de har udviklet sig meget og er repræsenteret i mange lande – ikke mindst Norge. Det centrale i Klarna’s model, er muligheden for at betale med faktura på “bagkant” og herunder forskellige former for afbetaling. Som forretningsdrivende er du sikret betaling, da Klarna tager risikoen for alt hvad der hedder “dårlige betalere”. Klarna har, i modsætning til NETS, vist sig at være meget hurtige og servicemindede i alt hvad de har lavet med os. Jeg kunne godt forestille mig at Klarna snart kommer til Danmark, og at det bliver en seriøs konkurrent til de monopollignende tilstande vi desværre har oplevet fra NETS side i alt for lang tid.
Det helt centrale i vores plan med Norge har været at etablere et selvstændigt norsk selskab: A-Hjort AS. Dette for at lette handlen med normændene som jo ikke er med i EU. Det har været noget bøvlet at få i stand, men omvendt kan vi allerede se mange fordele i at have to separerede selskaber.
I Danmark arbejder vi især med markedsføringen. Selvfølgelig via Facebook og Google AdWords. Derudover generelt med “content marketing” og “social marketing”. Anne er meget aktiv på de sociale medier (især Instagram og Facebook), og laver mange aftaler med f.eks. mode-bloggere. Det som viser sig er:
- I Danmark er der meget høj konkurrence på alt hvad der har med Pernille Corydon at gøre. F.eks. viser det sig at antallet af søgninger på “Pernille Corydon øreringe” (og dermed interessen for), er i en liga for sig
- Brugerne på Facebook finder “ByJulieStokholm smykker” interessante
- Brugerne på Facebook bruger mobiler og er meget flygtige i deres valg. Forstået på den måde, at de tilsyneladende klikker på alt hvad der fanger øjet, og så i øvrigt ikke har nogen tålmodighed når de når frem. Afvisningsprocenten er meget høj
- A-Hjort konverterer (lige nu) meget bedre på søgninger der har med Stine A og Louise Kragh at gøre, end på søgninger der har med “Pernille Corydon” at gøre. Det har nok noget at gøre med den markante konkurrence nævnt højere oppe…
- Organiske søgeresultater konverterer MEGET bedre, og kvaliteten af den besøgende man får fra organiske søgeresultater er MEGET højere. Besøgende via organiske resultater har en meget lavere afvisningsprocent, besøger flere sider, bruger længere tid på sitet og vigtigst: I sidste ende køber de mere. Dette punkt er nok ikke noget nyt, men alligevel lige dele interessant og overraskende, hvor markant forskellen er i forhold til PPC-resultater
- Målgruppen for A-Hjort er overraskende glade for IPhones og IPads…. en meget stor del bruger Apple-devices
Nå, det var lidt om status. Jeg tror at jeg løbende vil følge op her. Jeg ser faktisk lidt frem til at kunne kigge tilbage om et år eller to og se hvordan det startede, og hvordan udviklingen gik 🙂
Kommentarer
Skriv en kommentar